NOGET OM AT FAVNE SIG SELV

Efterhånden som jeg er blevet ældre er jeg begyndt at tænke mere på hvordan jeg selv har det. Måske det for nogen virker selvisk, men for mig er det ikke egoistisk at tænke over ens eget velvære og det der gavner én, ligesåvel som det der ikke gavner én. Nej, det er nødvendigt. Da jeg var yngre brugte jeg dagligt mange timer på at bekymre mig om, hvordan andre så mig. Det kunne fx være om jeg var god nok, om folk synes jeg virkede bedrevidende når jeg snakkede, hvad jeg gjorde forkert i samtlige situationer. Mit selvværd var nærmest ikke eksisterende og jeg higede efter den succes jeg fik, når andre roste mig. Jeg blev konstant ved med at punche mig selv. Da jeg kom på gymnasium steg mit selvværd hånd i hånd med min selvtillid. Jeg fik nye bekendtskaber, som var ægte. Samtidig følte jeg et behov for at sorterer i de veninder og venner der var forinden. Ikke fordi jeg ikke holdte af dem alle hver især. Men fordi mange af mine tidligere venner kun var der på de dage hvor humøret var højt. Jeg blev stærkere til at sige fra og sige til, også selvom det til tider kunne bide mig selv i røven (som man jo siger). Jeg fandt mig selv mere end jeg nogensinde har været i et med mig selv før. Jeg valgte at være selektiv. Og det har været vanvittigt gavnligt for mig. Jeg tror på, at det er vigtigt at minde dig selv om, at du ikke skylder nogen noget. Både i et forhold, i et venskab eller en arbejdsmæssig situation. Jeg har haft den her ven, der blev ved med at trække mig ned. Både når vi var sammen rent verbalt, men også iblandt andre bekendte. Og efterhånden kunne jeg mærke at denne person ikke kunne bidrage med noget godt i mit liv. Derfor valgte jeg at tænke på mig selv og trække mig væk fra relationen. Jeg valgte at huske mig selv på at jeg ikke skylder nogen det bedste af mig selv, hvis det ikke er gavnligt for mig som person. Jeg har ikke lyst til at leve mit liv som en pleaser. Hermed min pointe: du skylder ikke nogen noget som du ikke har lyst til.