FRYGTEN FOR AT FEJLE

I denne tid går jeg lidt med tanken om at blive ved med at kæmpe, at holde fast i det der er, men samtidiges længes jeg efter at løsrive mig fra det hele. Jeg er nået punktet hvor jeg er blevet træt af gymnasiet, hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg vil. Mit liv har taget en omvending fra at jeg har været helt klar over hvad jeg vil, til en sløret forestilling om hvad fremtiden bringer mig, og for en kontrolfreak som jeg er, freaker det mig ud. Særligt når jeg ved, at jeg allerede kunne være igang med uddannelsen til mit fremtidige job uden, at have taget beslutningen om at tage på gymnasiet. Jeg frygter det at fejle, men samtidig har jeg for høje forventninger til mig selv, det har jeg altid haft. Jeg har svært ved at acceptere det at fejle, selv når det er små fejl. Når andre folk begår fejl ser jeg det som en helt naturlig del af livet, men det er ikke det samme når det er mig selv. Men sådan er det vel for alle?

Mine fejl er ikke naturlige, ihvertfald ikke ifølge mine stemmer i hovedet. Fejl er noget der skal undgåes, og efterhånden er mine egne fejl blevet utilgivelige for mig selv. Tanken om jeg selv er skyld i, at det er som det er pirre mig. Som om den er værre end andres og at jeg er alene om det.

Fejl er jo helt OK. Men jeg bliver inderligt vred på mig selv når jeg kan mærke at jeg har lavet en fejl. Og hvordan skulle vi dog lære hvis ikke vi begik fejl? Jeg tror det handler om, at se sine egne fejl som man erkender andres. Man siger jo at man skal være god og overbærende med sig selv, for fejl gør sig selv lidt mere MIG.