BLACK FRIDAY INTERIOR

10 FANTASTISKE JULEFILM

Nu har det været 1. søndag i advent og vi må derfor officielt begynde at jule, sådan rigtigt. Jeg er en sucker for jul og elsker julefilm, julepynt og ikke mindst hyggen. I dag har jeg hjemmeundervisning og for at det ikke skal være løgn, så skal jeg først møde kl. 12.30. Derfor har jeg her til morgen brugt tiden på, at få afsluttet mine julegaveindkøb til familien. Senere vil jeg nok smække en julefilm på skærmen og putte mig under dynen og nyde tanken om, at alle julegaverne er indkøbt. Dette fik mig derfor også til at tænke på et lidt mere julet indlæg, nemlig mit bud på gode juleklassikere. De kommer her;

1. LOVE ACTUALLY: Min ultimative yndlings julefilm. Et super lækkert cast, heriblandt Hugh Grant, Keira Knightley, Liam Neeson, Colin Firth og mange, mange flere. I filmen følger man 8 par, som alle er løbet ind i kærlighedsproblemer over julen. Se filmen og se om de når at finde kærligheden til sidst!

2. ALENE HJEMME: Det er ikke rigtig jul, før man har set alene hjemme. For mig er filmen blevet ligeså symbolsk som Disneys Juleshow er juleaften. Der er lavet flere film i rækken, men den første er og bliver min favorit. Filmen handler om 8-årige Kevin, der bliver glemt derhjemme, mens familien er rejst på juleferie til Paris.

3. A CHRISTMAS CAROL: En lille smule uhyggelig, hvis den ses med småbørn. A Christmas Carol handler om julehaderen Ebenezer Scrooge, der møder hans fortid, nutid og fremtid vist som spøgelser. Kæmpe anbefaling herfra!

4. THE HOLIDAY: I juleferien bytter Iris fra England hus med Amanda fra Los Angeles i deres søgen på at finde det, de leder efter. Men finder de så det? se den, hvis du er vild med chick flicks.

5. KRUMMERNE 2: Nostalgi på allerhøjeste plan. Jeg elsker Krummerne og mindes hver gang jeg ser det tiden på efterskole tilbage i 12/13, hvor mine veninder og jeg var samlet på en madras på et efterskoleværelse med snacks og Krummerne marathon. Derudover storelsker jeg Dick Kaysøe i rollen som krummefar, som mest af alt minder mig om min egen, lune morfar.

6. THE KNIGHT BEFORE CHRISTMAS: En ridder fra middelalderen dukker pludselig op. Under en snestorm støder den unge pige Brooke (Vanessa Hudgens) og ridder på hinanden, da Brooke kører ind i ridderen. Brooke vælger at tage sig af ham, da hun tror han lider af et hukommelsestab. Skør, men vildt sød julefilm.

7. POLAREKSPRESSEN: Det er juleaften. En lille dreng er i tvivl om, hvorvidt julemanden findes. Et tog med kurs mod Nordpolen stopper ude foran hans vindue, og pludselig er drengen sammen med andre børn på vej på eventyr til julemandens værksted. Virkelig sød familie julefilm.

8. BAD MOMS 2: Mødre der er trætte af sure hverdagspligter forsøger at spice deres jul lidt op med shots og opgør. Virkelig plat, men også virkelig sjov.

9. GRINCHEN – JULEN ER STJÅLET: Jeg tror vi alle kender en grinch. Nemlig en person, der hader jul. Dette beskriver også denne film ret godt. The Grinch handler om julehaderen, der bor alene på et bjerg. Grinchen hader jul og dets overforbrug. Han vil gøre alt hvad han kan for at ødelægge julen for byens indbyggere i Whoville.

10. MIRAKLET PÅ MANHATTAN: Kris Kringle bliver ansat som julemand i stormagasinet Macy’s. Han formår at skabe en del juleglæde, men den 6 – årige Susan er skeptisk. Hendes mor, Kringles chef, har nemlig fortalt hende, at julemanden ikke findes. Men formår Kringles at få den 6 – årige Susan vendt?

Hvilke julefilm er jeres favoritter?

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BLACK FRIDAY INTERIOR