DET DER IKKE DRÆBER DIG…

Okay, måske min overskrift bliver en lille smule clickbait i dette indlæg, men jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg ellers skulle kalde indlægget. Det her post bliver meget, meget personlig og det er en lille smule grænseoverskridende for mig at sidde og skrive det her i skrivende stund. Men sagen er den, at jeg over en længere periode har været rigtig langt nede på grund af hændelser i forbindelse med arbejde. Og hertil vil jeg lige knytte, at jeg normalt ikke er typen, der piver. Jeg har levet i en uvished i flere måneder om, hvorvidt jeg har kunnet betale min del af udgifterne, simpelthen på baggrund af mangel på vagter, på trods af at jeg tilbage til min samtale blev lovet andet (ja, det er altså nødvendigt når man er udeboende). Grædt mig selv i søvn om natten med en urolig T ved min side, fordi han har følt sig fuldstændig magtesløs og måske til tider en smule nytteløs over ikke at vide, hvordan han har kunnet hjælpe mig. Fået ubehagelige kommentarer når jeg først mødte ind. Men jeg er ikke typen der bare giver op. Så det her har altså stået på siden oktober. Jeg vil ikke være forruden denne proces. For selvom det har været skide hårdt, både for mig selv og for T, så har jeg lært mig selv og mine grænser at kende. Jeg har lært at stå mere op for mig selv end nogensinde før. Jeg har lært at ting nogengange skal gøre ondt for at gøre godt. Jeg har samlet mig selv op, hver gang jeg har været længst nede. Selvfølgelig med hjælp fra T ved min side. Nu er jeg oppe på min hest igen og den rider i galopfart. Jeg har takket ja til en ny stilling og jeg kan slet ikke få armene ned over hvor skønt det er, endelig at kunne vinke farvel til et hårdt kapitel i uvished og i stedet stå med åbne arme og tage imod noget helt nyt! Det hele tegner i hvertfald SÅ meget bedre. I morgen har jeg min første prøvevagt på mit nye arbejde, hvor jeg skal se og iagttage det hele for første gang og jeg er på en og samme tid både nervøs og skide spændt.